Intercom
Guider

Saunagus hos Haraldslund Vand- og Kulturhus i Aalborg

En aften med temagus hos Haraldslund i Aalborg: 9 æteriske olier, snacks i pauserne og et inkluderende fællesskab. Her er min oplevelse.

Saunagus hos Haraldslund Vand- og Kulturhus i Aalborg
I denne artikel

På min rejse gennem Danmarks saunagus-scene besøgte jeg Haraldslund Vand- og Kulturhus i Aalborg. Svømmehallen er kendt for sin store pyramide, men er også hjemsted for en skjult wellness-perle.

Vil du vide mere om saunagus inden du tager afsted? Læs vores guide Saunagus | Alt du skal vide, eller se hvilke andre steder du kan opleve saunagus i Aalborg.

Læs med her og oplev, hvordan en aften med temagus er hos Haraldslund.

Indgang og pyramideform hos Haraldslund Vand og Kulturhus i Aalborg

Ankomst til Haraldslund Vand- og Kulturhus

Beliggende i vestbyen med sin markante pyramideform er Haraldslund Vand- og Kulturhus mere end blot en svømmehal. Det er et wellness-hub, hvor gæster inviteres til en skøn saunagus.

Indenfor bydes man velkommen i den store reception med et hjørne med badetøj og svømmetilbehør og café Harald overfor. Udover svømmehallen huser stedet også et stort motionscenter.

Vores gusmester for aftenen, Betina, guidede os til saunagus-området. Udenfor ventede et lille wellnessområde med en stor opvarmet pool og en jacuzzi, et virkelig flot syn af damp og snedækkede fliser.

Koldtvandskar, brus og saltscrub til saunagus hos Haraldslund

Saunagus runde 1: rensning med 3 æteriske olier

Klokken slog 16, og Betina bød os velkommen i den behagelige sauna. Aftenen bød på 9 æteriske olier i alt: 6 standard og 3 som Betina selv havde blandet. Temaet var Nytår, og playlisten bød på bløde nytårshits fra en Soundboks.

De tre første olier, eucalyptus, appelsin/gran og blomst/mandarin, skulle rense kroppen for det gamle år. Musikken lullede én ind i en zen-lignende tilstand, og selvom holdet var fuldt booket, var der fint med plads på bænkene. Et inkluderende fællesskab, med stamgæster der bød én velkommen og hjalp med at bære remedierne ind og ud.

Efter de tre første olier var der pause med kransekage, Asti, saftevand og chips. Man kunne dyppe sig i koldtvandskarret og tage en saltscrub. Om fredagen er der lidt ekstra hygge at gå på weekend på.

Saunagus hos Haraldslund Vand og Kulturcenter

Saunagus runde 2: balance og gusmesterkys

Anden omgang bød på tre nye olier til at give balance i kroppen og løfte humøret. Med et gusmesterkys, et vådt håndklæde viftet i hovedet, var stemningen i top. De friske tog en rulletur i sneen, mens andre luntede ind og tog en tur i koldtvandskarret.

I den anden pause blev vi budt på sodavandsis, som vi kunne tage med ind i saunaen og nyde, når gusset begyndte.

Sauna hos Haraldslund Vand og Kulturcenter

Saunagus runde 3: Betinas egne blandinger

Den tredje omgang bød på 3 olier, som Betina selv havde blandet 4-5 uger forinden. Skønt at se hendes begejstring for gus og den nye duft, der havde udviklet sig.

Denne gus-session bød også på et is bad undervejs, her skulle vi bøje hovedet, så Betina kunne hælde iskold vand i nakken. Først gøs det, derefter blev det meget varmt. Det er skægt hvordan kroppen reagerer, når gusmesteren rammer en med varmen, som om kroppen får kuldegysninger når varmen rammer. Det er en skøn fornemmelse.

Praktisk information om Haraldslund

Haraldslund Vand- og Kulturhus ligger på Kastetvej 83, 9000 Aalborg.

Pris: 50 kr. i entré + 15 kr. for saunagus. Temagus koster 110 kr.

Saunagus hele ugen. Temagus mandag, onsdag, fredag, lørdag og søndag.

Husk at medbringe

Håndklæde

Badetøfler

Badetøj

Vandflaske

Ofte stillede spørgsmål om saunagus hos Haraldslund

Almindelig saunagus koster 50 kr. i entré plus 15 kr. for selve gusset. Temagus koster 110 kr. samlet.

Temagus afholdes mandag, onsdag, fredag og lørdag. Tjek Haraldslunds hjemmeside for aktuelle tidspunkter og temaer.

Tag håndklæde, badetøfler, badetøj og en vandflaske med. Badetøj kan købes i receptionen, hvis du glemmer det.

Ja. I vinterperioden er der mulighed for at rulle i sneen eller tage et koldtvandskar og en brusetur mellem gus-runderne som afkøling.

Er du blevet inspireret? Se alle 6 steder i min guide til saunagus i Aalborg, eller find en overnatning med sauna midt i naturen til din næste wellness-weekend.

God gus og varme hilsner fra Magnus 👋