Follow us on Twitter
Find your adventure
Saunagus hos Haraldslund Vand- og Kulturhus i Aalborg

Saunagus hos Haraldslund Vand- og Kulturhus

På min rejse gennem Danmarks saunagus-scene besøgte jeg Haraldslund Vand- og Kulturhus i Aalborg. Haraldslunds svømmehal er kendt for sin store pyramide, men også hjemsted for en skjult wellness-perle. Læs med og oplev, hvordan en aften med saunagus er her.🌳🪵✨

Ankomst til Haraldslund Vand- og Kulturhus

Beliggende i vestbyen, med dens markante pyramideform, er Haraldslund Vand- og Kulturhus mere end blot en svømmehal. Det er et wellness-hub, hvor deres inviteres til en skøn saunagus.

Indenfor bydes man velkommen i den store reception. Der er et hjørne med et udvalg af badetøj og andet svømmetilbehør, hvor der overfor, ligger cafe Harald. Udover svømmehallen, huser Haraldslund også et stort motionscenter.

indgang og pyramideform hos Haraldslund Vand og Kulturhus i Aalborg

Saunagus oplevelsen i Haraldslund Vand og Kulturcenter

Vores gusmester for aftenen, Betina, guidede os til saunagus-området. Udenfor ventede et lille wellnessområde med en stor opvarmet pool og en jacuzzi - et virkelig flot syn af damp og snedækkede fliser.

Klokken slog 16 og indenfor i den behagelige sauna bød Betina os alle velkommen. Hun forklarede hvordan den næste time ville forløbe. Vi skulle igennem 9 æteriske olier, 6 “almindelige” og 3 hun selv havde blandet. Sessionerne blev inddelt af 3 omgange med en pause efter 3 olier. Om fredagen er der temagus, og til denne gus var temaet “Nytår”. Derfor bød playlisten på bløde nytårs hits hvis toner strømmede ud af den medbragte Soundboks.

Gusmester Betina hos Haraldslund Vand og Kulturhus i Aalborg

Saunagus runde 1

Saunaen var kun sparsomt oplyst af få tændte lys, mens det sidste af dagens lys oplyste resten af saunaen. Der blev bedt om ro, og så gik Betina ellers i gang med at hælde vand og olie på ovnen. De tre første olier var eucalyptus, appelsin/gran, blomst/mandarin, som skulle rense kroppen for det gamle år og gøre den klar til et nyt et. Musikken udgjorde en stor del af oplevelsen, da den lullede en ind i zen ligende tilstand.

Saunaen var fyldt med deltagere, og selvom holdet var fuldt booket, var der fint med plads på bænkene. Man kunne mærke et inkluderende fællesskab, med flere stamgæster, som bød en velkommen og alle var gode til at hjælpe Betina med at bære remedierne ind og ud af saunaen.

Efter de tre første olier var kørt igennem, blev vi budt på kransekage, Asti, saftevand og chips. Man kunne her også dyppe sig i svømmehallens koldtvandskar og skylle gusen af med et brus og en saltscrub. Vældigt hyggeligt at samles i pausen på denne måde med de andre deltager. Om fredagen plejer der gerne at være lidt ekstra hygge, så er der lidt godt at gå på weekend på.

koldtvandskar, brus og en saltscrub til saunagus

Saunagus runde 2

Efter pausen hoppede vi alle ind i saunaen til anden omgang gus. Her stod den på tre nye olier, der skulle give balance i kroppen og give lidt ekstra til humøret. Og med et gusmester kys (vådt håndklæde viftes i hovedet) var humøret i top, efter anden session. De friske tog sig rulletur i sneen, mens vi andre luntede ind i svømmehallen og tog en tur i koldtvandskarret.

I den anden pause blev vi budt på sodavandsis vi kunne tage med ind i saunaen og nyde når gusset begyndte.

Saunagus hos Haraldslund Vand og Kulturcenter

Saunagus runde 3

Den tredje omgang gus bød på 3 olier Betina selv havde blandet for 4-5 uger siden og som siden da, havde ligget og blandet sig til en ny duft - skønt at se hendes begejstring for gus, og at hun selv begynder at blande. Denne gus-session bød også på et is bad undervejs, her skulle vi bøje hovedet, så Betina kunne hælde iskold vand i nakken. Først gøs det for derefter at blive meget varmt. Pulsen steg og det var en sjov oplevelse. Desuden er det skægt hvordan kroppen reagerer, når gusmesteren rammer en med varmen, som om kroppen får kuldegysninger når varmen rammer - men en skøn fornemmelse.

Sauna hos Haraldslund Vand og Kulturcenter

Praktisk information

  • 🔗 Læs mere om Saunagus hos Haraldslund Vand og Kulturcenter.
  • ℹ️ Pris: Pris: 50 kr. i entré + 15 kr. for saunagus. Temagus koster 110 kr.
  • 📅 Saunagus hele ugen. Temagus mandag, onsdag, fredag og lørdag.
  • 📍Kastetvej 83, 9000 Aalborg

Gode ting at huske til din saunagus hos Haraldslund Vand og Kulturhus i Aalborg

  • Håndklæde, badetøfler, badetøj & vandflaske

Er du blevet inspireret til at lære mere om saunagus, eller er du interesseret i at udforske andre steder, hvor du kan prøve Saunagus i Aalborg, eller måske du er på udkig efter en unik overnatning med sauna

God gus og varme hilsner fra Magnus 👋