Intercom
Guider

Saunagus hos Plugin | En dybdegående saunaoplevelse i København

Min personlige oplevelse fra saunagus hos Plugin i Københavns Sydhavn. Fra åndedrætsøvelser til den euforiske følelse efterfølgende.

Saunagus hos Plugin | En dybdegående saunaoplevelse i København
I denne artikel

Velkommen til 'The Plugin Zone' - et unikt saunakoncept i København. Her deler jeg min personlige oplevelse fra saunagus hos Plugin. Fra åndedrætsøvelser til den euforiske følelse efterfølgende.

Ved ankomsten til 'The Plugin Zone', beliggende i et industriområde i Københavns Sydhavn, blev jeg mødt af et område som danner rammerne for ro, samhørighed og velvære. Facilitator Hjalte Wieth var allerede i fuld gang med at tænde op for saunaen og forberede dagens saunagus. Sammen med hans kone, Julie, og bedste ven, Loui, har han Plugin Heat Club, hvor man kan 'plugge ind' og finde roen.

Saunagus hos Plugin

Saunagus oplevelsen hos Plugin

Plugin beskriver selv deres saunagus som en vej til indre ro og en udvidelse af mentale og fysiske grænser. Det blev i den grad bekræftet under mit besøg.

Hjalte guidede os igennem en 'Plugin Sauna'-session. Sammen med 11 andre deltagere oplevede jeg over 75 minutter, hvordan det føles at plugge ind ved hjælp af varme, tale, dufte, musik og kolde dyp. Det foregl over tre sessioner på ca. 10-15 minutter i saunaen med pauser på 5-10 minutter imellem. I den første pause tog vi alle en tur i koldtvandskarret, hvor vi praktiserede åndedrætsøvelser. Vi lavede tre sæt af 10 åndedrætsøvelser, hvor vi holdt en pause på toppen af det sidste åndedræt. Denne pause blev gjort for at få pulsen til at stige, som hjælper med at sprede varmen rundt i kroppen. Hjalte forklarede samtidig, hvordan og hvorfor kroppen reagerede, som den gjorde.

Herefter fortsatte vi saunagusen, hvor de næste to sessioner både stod på stilhed, musik, råb og sang. I den næste pause var der fokus på ro, hvor man udover at kunne få væske, kunne strække ud, lægge sig ned og nyde kulden eller hoppe i vandet igen.

The Plugin Zone

Fællesskab og faciliteter

Efter sauna-sessionen tankes der op på vand og der var adgang til elektrolytter og saltede peanuts. Det er tydeligt, at der er en stærk følelse af fællesskab hos Plugin. Alle var søde og imødekommende, og der er plads til 12 deltagere pr. saunagus-session. Selvom oplevelsen kun varede 75 minutter, føltes det som meget længere. Sandsynligvis på grund af den kraftfulde kombination af sanseindtryk og musik. Musikken hos Plugin forstærker intensiteten af hele oplevelsen.

Faciliteter i The Plugin Zone:

Sauna, koldtvandsbassiner, separate omklædningscontainere for mænd og kvinder, fælles pallesofaområde, adgang til drikkevand og toiletter.

Husk at medbringe vandflaske, håndklæde, badetøj og varmt tøj til de køligere måneder. Udover saunagus tilbyder Plugin også åndedrætssessioner, som de kalder 'Plugin Breathwork'. Her guides du ind i en tilstand af selvtillid og klarhed. Sessionerne varer 90 minutter.

ℹ️ Pris: Enkeltbillet 280 kr. eller medlemskab og klippekort.

📍 Vasbygade 10A, 2450 København SV

Klar til mere saunagus? Læs alt om konceptet i vores saunagus-guide, se hvilke steder du kan prøve saunagus i København, eller find en overnatning med sauna midt i naturen til din næste wellness-weekend.

God gus og varme hilsner fra Magnus 👋