Saunagus bliver mere og mere populært, men hvor kan man egentlig prøve det i København? Det vil vi komme lidt nærmere ind på i dette blogindlæg, hvor vi har samlet en guide med 7 steder du kan prøve saunagus.
Jeg vil her komme ind på 7 steder, hvor du kan prøve saunagus i København. Kender du ikke til saunagus, så anbefaler jeg, at du først læser mit andet blogindlæg: Saunagus | Alt du skal vide. Så - nu når vi har styr på hvad saunagus er, så lad os kigge lidt nærmere på 7 steder, hvor du kan prøve saunagus i København 🧘♂️✨

Plugin Heat Club er Danmarks førende fællesskab for mental sundhed med en simpel mission: at hjælpe dig med at finde indre ro. Startet af Soundboks-medstifter Hjalte Wieth og drevet af uddannede facilitatorer med baggrund i saunagus, meditation, breathwork og koldvandsterapi.
Plugin Heat Club har nu to lokationer i København: én i Sydhavn (Vasbygade 10A) og én på Amager (Kløvermarksvej 70). Begge steder tilbyder en 75-minutters session med tre runder varme og kulde, guidet breathwork og æteriske olier. Du kan vælge mellem tre sessiontyper alt efter hvad du har brug for: Deep (rolig og jordnær), Flow (dynamisk og fornyet) eller High (intens med høj energi og musik).
Jeg har selv besøgt Plugin Heat Club. Læs om min oplevelse her.

Oplev en unik saunagus oplevelse ombord på Havgus - Københavns og Nordeuropas første wellness- og saunaskib. Denne tidligere erhvervsfiskekutter er blevet forvandlet til et luksuriøst wellness-sted med sauna, store terrasser og plads til arrangementer.
Som medlem af Saunaklubben Havgus bliver du en del af et fællesskab med fokus på afslapning, koble af fra hverdagen og få fornyet energi. Her kan du nyde wellness og saunagus på Øresund, kun 10 minutter fra indre by, i autentiske og maritime omgivelser. Klubben arrangerer særlige events som fuldmånegus, solhvervsgus og sansesauna, foruden de regelmæssige saunagus-sessioner onsdag, torsdag og søndag.
Læs om min egen oplevelse hos Havgus her.

Glaecier er en ny eksklusiv badeklub beliggende på Refshaleøen i København, som tilbyder en enestående udsigt over byen. Klubben er opført på en stor specialdesignet husbåd og byder på en flydende pool. Saunaen på stedet har panoramaudsigt til København, og poolen er fyldt med filtreret krystalklart havnevand. Hos Glaecier har de Open gus, som bliver afholdt hver tirsdag og torsdag (se tider på deres website). Open Gus koster 399 for ikke medlemmer og 99 for medlemmer. Derudover har de også Members Gus, som kun er for medlemmer og er altid gratis.
Jeg har selv besøgt Glaecier, læs om min oplevelse her.

Sauna85 afholder saunagus på flere lokationer i København og er i øjeblikket til stede i Nordvest (Rentemestervej) og på Amager (Yderlandsvej) samt i Aarhus. Det er muligt at booke privat til events, og saunaerne har plads til mellem 20 og 25 personer. Hos Sauna85 handler det om at give en pause fra hverdagen med varme, kulde og æteriske olier. De kalder det selv en tvungen meditation, hvor krop og hoved taler samme sprog. En session varer 75 minutter: 3 runder á 12-14 minutter med pauser på ca. 8 minutter imellem.

Tag din saunagus-oplevelse til nye højder hos Innercise! Fra tagterrassen på 4. sal kan du nyde panoramaudsigten over Sydhavn, mens solnedgangens gyldne stråler kaster sit lys over byen. Mellem sessionerne forkæles du med snacks og drikkevarer, og du kan tage et forfriskende isbad for at opnå optimal kontrast- og kredsløbstræning med åndedrættet som anker. Der er saunagus hver dag, og du har mulighed for at kombinere åndedrætstræning med saunagus alle ugens dage undtagen søndag. Oplev hvordan ægte styrke bygges indefra med en unik kombination af saunagus og isbad.
Læs om min oplevelse her.

Just Sauna finder du på Frederiksberg (Urban13) og i Frederikssund – de skaber en rå oase af velvære og afslapning. På Frederiksberg afholdes saunagus løbende, og de tilbyder både Power- og Relax saunagus samt særlige fuldmåne-sessions. Saunaen på Frederiksberg rummer op til 20 personer, og det nye Wellness Studio i Frederikssund kan rumme 40-45 personer. Begge steder er perfekte til både private og firmaevents.
Det er også værd at nævne, at Ulla i 2024 fik en førsteplads ved Danmarksmesterskaberne i Team Show Aufguss og efterfølgende en flot 19. plads ved Verdensmesterskaberne.
Læs om min personlige oplevelse hos Just Sauna.

Butchers Heat har to saunaer i København: en fast sauna ved Margretheholmen Havn på Refshaleøen, hvor alle kan booke sig ind til saunagus-events flere gange om ugen. Man kan også blive medlem og få adgang til varmen seks dage om ugen. Derudover har de en mobil SaunaTruck, som dukker op på forskellige steder i København, hvor man også kan booke saunagus-sessioner. Saunatrucken er en gammel militær mandskabsvogn med fortid hos Frømandskorpset, der nu er bygget om til en mobil sauna med brændeovn. Kendetegnet ved saunasessions hos Butchers Heat er at de bliver meget varme.
Efter at have udforsket den varme saunascene i København, kan du læse med om saunagus i Roskilde og omegn, Aarhus, Aalborg eller måske kan det være, at du ligesom mig fik helt lyst til at gå i sauna. Så længes du efter en pause fra byens travlhed? Hos Campanyon har vi håndplukket getaways med saunaer midt i naturen, hvor stilhed og afslapning er i fokus.
God gus!
Varme hilsner Magnus 👋