Min barndomsveninde og jeg tog på roadtrip gennem Norge med ét særligt ønske: at bruge så meget tid som muligt ude i naturen. Efter en uge i telt, lange vandreture gennem de norske fjelde og masser af frisk luft føltes det som ren luksus at kunne tilbringe to nætter i denne Birdbox.
Vi brugte både aften og morgen på at sænke tempoet, nyde roen og bare sidde og kigge ud over landskabet.
Når man ser billeder af Birdbox Hjellaakeren, er det svært at forestille sig, at virkeligheden kan leve op til skønheden. Men udsigten er ganske enkelt betagende, når man står midt i den, omgivet af fjeld og fjord.
Den lille hytte med storslået udsigt danner de perfekte rammer for at nyde naturen og komme helt ned i tempo. Værterne havde sørget for både te og kaffe, så vi kunne læne os tilbage og nyde udsigten med en varm kop i hånden.
At vågne op til udsigten over Nordfjorden, omgivet af majestætiske bjerge, var næsten uvirkeligt. Det var som at slå øjnene op midt i en drøm, hvor naturen var det første, der mødte os.
Det var et ophold, der gav os mulighed for at sætte farten ned, lade op, finde ro og nyde både naturen og hinandens selskab.
Som en anden gæst så fint har beskrevet: “Waking up here feels like living inside a painting where mountains whisper to the sea and time pauses just long enough for the soul to breath.”
Vi blev mest på ved Birdboxen, hvor vi satte farten ned, drak en kop te og fandt bogen frem. Vil I lidt længere ud, så tag en dagstur til Naustdalskamben, en dagsturshytte i Stad kommune. Det er en let og fin tur, hvor I bliver belønnet med en flot udsigt og en hyggelig hytte, perfekt til en regnvejrsdag.
Tag en dukkert i fjorden, uanset vejret, og kom tilbage til Birdbox Hjellaakeren og få varmen over en kop kaffe. Husk at købe en kanelsnurre fra Minibakeriet på vejen.

Udforsk flere ophold


Dansker med hjertet plantet i den norske natur. Fra fjeldvandringer og klatreruter til skiture og teltture under åben himmel deler jeg de vildeste og smukkeste steder, Norge har at byde på.