VELKOMMEN i vores hyggelige trætophytte, 6,2 meter over jorden. Her kan I nyde udsigten til markerne, slappe af på de to terrasser og overnatte mellem tre træer i en hytte bygget næsten udelukkende af natur- og genbrugsmaterialer.
Hytten er isoleret og har el, varme, et lille tekøkken og en komfortabel hjørnesofa, der bliver til en lille dobbeltseng på 123 x 190 cm. På den overdækkede terrasse er der en håndvask med koldt vand, og nedenfor hytten finder I et lille toilethus.
Kalenderen åbnes løbende 1-2 måneder frem i tiden.
HYTTEN OG ADGANGEN
Hytten nås via en kraftig og stabil aluminiumsstige. Bagagen kan hejses op med et hejseværk, så I har hænderne fri på vej op. Adgangen kræver, at I er trygge ved at klatre på en stige i højden. Når man kommer ind gennem glasdøren, oplever de fleste hytten som stabil og tryg.
Indenfor er der en lille hjørnesofa, som nemt ombygges til en dobbeltseng på 123 x 190 cm. Sengen er altså mindre end en almindelig dobbeltseng, men fungerer fint for de fleste til en eller to overnatninger.
Under sofaen ligger en dobbeltdyne, puder, sengetøj og lagner, som er obligatoriske at anvende (vi er nødt til at opkræve et rengøringsgebyr på 500 kr, hvis dette ikke efterleves).
I reolen finder I spil og bøger. Tekøkkenet har elkedel, te, kaffe, service til tre personer og diverse fornødenheder. Her kan I lave en varm drik, men ikke tilberede egentlige måltider. Brugt service kan afleveres eller byttes ved huset.
TO TERRASSER I TRÆTOPPEN
Lige udenfor hytten ligger en overdækket terrasse med en lille håndvask med koldt vand. I frostvejr får I i stedet vand i dunke, som kan stå inde i hytten.
Ovenpå hytten er der et lille soldæk, hvor I uforstyrret kan nyde solen i løbet af dagen. Begge terrasser er omgivet af et robust gelænder.
EN HYTTE MED HISTORIE
Hytten er bygget af materialer, der har fået nyt liv: raftebeklædning og elafbrydere fra vores gamle hus, frasorteret tømmer fra byggepladser, rester af højisolerende Kingspan-plader og 150 år gamle gulvbrædder. Tapetet og loftet er udsmykket med udklip fra gamle bøger. Det giver hytten sit helt eget udtryk.
TOILET, BAD OG MADLAVNING
Nedenfor hytten står et lille toilethus med campingtoilet, håndvask, koldt vand og stikkontakt.
Ved huset kan I benytte vores udendørs brusebad med dejligt varmt vand. Det ligger på en ugenert terrasse. Husk håndklæder.
Hvis I vil lave mad, er der et mere veludstyret køkken i kælderrummet under terrassen ved huset. Her finder I kogeplade, miniovn, elektrisk køleboks, stavblender, gryder, service samt varmt og koldt vand. Rummet kan være køligt om vinteren, men temperaturen kommer ikke under 8 °C. Hvis I bruger køkkenet, står I selv for opvask og oprydning.
HAVEN OG SKOVEN
Trætophytten ligger i vores 16.800 m² store have. Her er trampolin, to søer, en lille ø med murstensbro, robåd, tømmerflåde, sjældne træer, kæmpestore rhododendroner og stier til små eventyr.
I den ene sø kan I for det meste bade. Her er både badebro og vandrutsjebane – så husk badetøj og håndklæder.
Fra haven er der direkte adgang til Store Dyrehave, som er en del af det UNESCO-beskyttede parforcejagtlandskab. Her kan I gå på opdagelse i skoven eller prøve det 32 km lange mountainbikespor.
I må gerne låne vores cykler til en skovtur eller mindre indkøb. Vil I køre cykelløb eller bruge mountainbikesporet, skal I medbringe jeres egen cykel.
Vi er altid i gang med nye bygge- og haveprojekter, så der vil sikkert også være noget i gang, når I besøger os.
TILKØB UNDER OPHOLDET
Morgenmad – 175 kr. for to personer
Vi tilbyder morgenmad kl. 9 de fleste dage. Spørg ved booking, om det er muligt under jeres ophold.
Vildmarksbad – 350 kr.
På terrassen ved huset kan I nyde et varmt vildmarksbad med udsigt til haven og markerne og et stort bøgetræ over jer. Det er særligt skønt om aftenen – også i sne, frost og regnvejr. Aftal det med os i god tid, så vi kan gøre badet klar. Inden badet skal I bruse og vaske jer grundigt af hensyn til vandkvaliteten. Husk håndklæder.
Udendørs escape rooms
Vi har to udendørs spil: ét for børn til 150 kr. og et mere udfordrende for voksne til 200 kr. Man kan gå til og fra begge spil i løbet af opholdet - regn med at hvert spil tager 2-3 timer.
VI ER I NÆRHEDEN
Vi sætter pris på en hyggelig snak med vores gæster og giver gerne forslag til udflugter i området. Under opholdet kan I kontakte os på telefon eller henvende jer personligt.
VEJR OG SIKKERHED
Ved storm eller tordenvejr har vi et alternativt værelse, som vi vil bede jer flytte over i, hvis vi vurderer, at det er uforsvarligt at opholde sig i hytten. Hvis I selv føler jer utrygge ved vejret, kan I også flytte over i værelset. I enkelte tilfælde kan vejret gøre det nødvendigt at aflyse opholdet inden ankomst.
Rygning og åben ild er forbudt i, under, over og i nærheden af hytten.
Vær forsigtige på stigen, i hytten og på terrasserne. Alkohol øger risikoen for uheld, især ved færdsel i højden. Færdsel omkring trætophytten, ved søerne og på ejendomme