Glamping midt i et flor af vilde blomster og solsikker.
OBS - fra august/september kigger i ud på 8000 kvm. solsikker 🤎
På toppen af bakken, med udsigt over Nørreådalen, hvor marker og skove ligger uforstyrret, og hvor Nørreåen løber stille og roligt, står en gammel skurvogn, der er indrettet med seng, et lille køkken, en kæmpe mængde hygge og en fantastisk udsigt. Hele væggen ud mod Nørreådalen er et stort vinduesparti.
Nyd en flaske bobler på terrassen eller i jeres eget vildmarksbad. Udsigten er mod vest, hvilket betyder, at I får den smukkeste solnedgang.
Gennem skønne omgivelser og historie tager vi jer med på et ophold væk fra hverdagen og tilbyder afslapning, inspiration og velvære for par eller gode venner. Vågn op midt i naturen, fra en rolig søvn i bløde senge, omgivet af uforstyrret natur og med kig ud over dalen. Start dagen med en skøn morgenmad i romantiske omgivelser. Morgenmaden består af en let og lækker morgenmadsanretning med vand, kaffe/te, mostet juice fra Tindbækgård, smør, marmelade, ost, morgenboller, yoghurt med granola samt æg, der kan tilberedes over bål. Morgenmaden er gratis, men skal tilvælges for at undgå madspild 😊
I kan selv medbringe aftensmad, som kan tilberedes på bål (eller indendørs ved dårligt vejr). Der findes basalt køkkengrej som grillrist til bålet, grillpande, en lille gryde, skærebræt, knive, salt og peber. Med i opholdet får I en let morgenmad (dette skal tilvælges), kaffe/te, sengetøj og håndklæder. Der er en 2-liters flaske vand til jer, når I ankommer. OBS - hvis I skal bruge mere, skal I selv medbringe, da der ikke er rindende vand. Brænde kan tilkøbes for 100 kr., og så kan I bruge alt, hvad I vil.
Der er masser af muligheder i området for at udforske naturen. Vi ligger ikke langt fra Nationalpark Fussingø, og der er gode fiskemuligheder langs Nørreåen og Gudenåen. Vi vil altid være behjælpelige med at guide jer ud fra jeres ønsker.
Udendørs har I en egen træterrasse med bord, loungestole, parasol og bålsted. I er altid velkomne til at tage på en lille tur rundt på ejendommen og se vores frugt- og bærplantage i "haven".
Den komplette oplevelse
Ro, hygge og charme er nok de ord, som bedst beskriver denne oplevelse.
Faciliteter:
Inkluderer altid let hjemmelavet morgenmad til to personer (skal tilvælges for at undgå madspild).
Most fra Tindbækgård.
1 dobbeltseng inkl. linned og håndklæder.
El-radiator og vinduer.
Køleskab – med vand og morgenmad, samt vin fra gården som tilkøb.
Tallerkener, bestik, glas mv. (OBS: der er service til simpel madlavning).
El-kedel, brødrister og stempelkande (inkl. kaffe og te).
Terrasse og loungestole/bord + bålfad.
Vildmarksbad.
2 liter drikkevand - OBS: hvis I skal bruge mere, skal I selv medbringe (der er ikke rindende vand)
Campingtoilet (primitivt toilet - på niveau med et muldtoilet-ish) ca. 50 meter fra vognen.
Brænde kan tilkøbes for 100 kr. - og så kan I bruge så meget, I vil 😊
Vi bestræber os på, at vildmarksbadet er ca. 20-25 grader ved ankomst, og I skal derfor selv sørge for at tænde op i brændeovnen og fyre, indtil vandet er 38 grader varmt. Det tager ca. 2-2,5 time hvis I følger vores guide der ligger i vognen. OBS der er ikke rindende vand - og dermed heller ikke en bruser.
På ejendommen er der en glampingvogn mere, der hedder Granly. I kan dog normalvis hverken se eller høre hinanden.
Check-in fra kl. 14. (i er velkommen til at skrive og spørge om det er muligt at tjekke ind tidligere, dagen inden jeres booking)
Check-out kl. 10.
OBS. Som noget nyt til efteråret og julen, kan der nu tilkøbes alkoholfri Æblegløgg. Enten med hjem eller til brug i jeres ophold 😌🔥